… så er din ferie godt kørende!

Ungarn

Generelt

Tid
Samme som i Danmark. Dette gælder både sommer og vinter.

Sprog
Ungarsk, men mange ungarere forstår også tysk.

Grænseformaliteter

Rejsepapirer
Ungarn blev medlem af EU 1 maj 2004. Selvom man sjældent udsættes for paskontrol i EU lande, skal man dog altid sørge for at have gyldigt pas med. Dette gælder også for børn.

Bilens dokumenter
- Gyldigt (internationalt) kørekort
- Gyldige nummerplader
- Køretøjets registreringsattest. Vær opmærksom på, at en almindelig fotokopi ikke accepteres. Bestil i stedet en genpart af den originale registreringsattest på nærmeste motorkontor.
- Nationalitetstegn (DK) bag på bilen, campingvognen og anhængeren.
- Det Grønne Forsikringskort (internationalt forsikringskort for motorkøretøjer.) Selvom det ikke længere er obligatorisk at medbringe dette kort i alle lande, er det dog alligevel en god ide at have det med sig.
- Det røde SOS-kort. Det kan anbefales at medbringe dette kort.
Tip: Kig også på http://www.trafikken.dk/ (søg under: Bilens dokumenter).

Campingvogn
Der er ingen specielle toldregler.

Dyr
I de fleste europæiske lande gælder de samme regler for at medbringe kæledyr. Dette er regler vedrørende vaccinationsbevis, race, sundhedscertifikat etc. Information om disse regler findes på fødevarestyrelsens hjemmeside http://www.foedevarestyrelsen.dk/. Har man spørgsmål vedrørende rejser med kæledyr, skal disse rettes til den lokale fødevareregion (Fødevareregion Øst: Tlf. 72 27 60 00. Fødevareregion Syd: Tlf.: 72 27 55 00. Fødevareregion Nord: Tlf.: 72 27 50 00). Dyrlæger kan ligeledes være til hjælp med information. Det er en god ide at være i god tid, da nogle af vaccinationerne skal foretages mindst en måned i forvejen. Vær opmærksom på, at der i nogle lande gælder særlige ekstra regler. Kontakt evt. den lokale ambassade for at være på den sikre side.

Valuta og pengesager
Møntenheden i Ungarn er forint (HUF). 1 forint a 100 filler. Kurs august 2010: 1 HUF = 0,03 DKK, 1 DKK = 37,88 HUF. Kig på teletekst eller Internettet for at få en aktuel indikation af kursen (http://www.valutakurser.dk/ eller http://www.ungarn.dk/). Mange steder kan man også betale med euro. Den ungarske valuta er ikke børsnoteret og kan købes på de officielle ungarske vekselkontorer, på postkontorer og i de ungarske banker. Der er ingen restriktioner på indførsel af penge. Hvis man medbringer for mere end 1.000.000 HUF, skal dette deklareres ved grænsen. Der er heller ingen restriktioner på indførsel af deviser. Har man et bankkort med et maestro-logo, hvilket næsten altid er tilfældet, kan man hæve penge i bankautomater med dette logo. Vær opmærksom på, at der kan være svindlet med pengeautomater, især dem, der ligger på afsidesliggende steder. Bankerne holder åbent på hverdage fra kl. 08.00 til kl. 16.00, nogle holder også åbnet om lørdagen.

Toldregler
Når man rejser fra et EU-land til et andet, gælder der den regel, at man må tage bagage med til ‘personligt forbrug’. Man skal kunne forklare, at de ting, man tager med, er til en selv og ikke medbragt i handelsøjemed. Vær opmærksom på, at der ved grænseovergangene stadig er paskontrol. Ved grænserne mellem EU-lande og ikke EU-lande kan grænsekontrollen være skrappere. For varer, der er købt i et ikke EU-land, er der begrænsninger for, hvor meget man toldfrit må tage med. Mælkeprodukter samt kødvarer må ikke medbringes.

Sygeforsikring
Kontakt venligst Deres forsikringsselskab for nærmere information eller søg information på www.nyerejseregler.dk.

Åbningstider og helligdage

Postkontorer
De fleste steder: mandag-fredag kl. 08.00-18.00.

Forretninger
I Budapest samt i de større byer holder nogle butikker åbent hele dagen. Fødevarebutikker holder generelt åbnet fra kl. 07.00-19.00. Lørdag fra 07.00-14.00. De øvrige butikker fra kl. 10.00-18.00. Om torsdagen holder nogle butikker (i de større byer) åbent til kl. 20.00. Om søndagen holder nogle butikker åbent fra kl. 07.00-13.00.

Helligdage
- 1. januar
- 15. marts (mindedag for revolutionen i 1848)
- anden påskedag
- 1. maj (arbejderbevægelsens internationale kampdag)
- anden pinsedag
- 20. august (grundlovsdag)
- 23. oktober (republikkensdag)
- 1. november (allehelgensdag)
- første og anden juledag

Veje og trafik

Færdselsregler
I Ungarn gælder de samme færdselsregler som i det meste af Europa. Vær opmærksom på, at næsten alle kryds er kryds med hovedvej og bivej (hvor de kendte trekantede skilte angiver, hvem der har forkørselsret og hvem, der skal vige), højrevigepligt ses sjældent. Hastighedsbegrænsninger, medmindre andet er angivet, er for personbiler 50 km/t i bymæssig bebyggelse, 90 km/t på landeveje, og 110 km/t på motortrafikveje samt 130 km/t på motorveje.

Biler med anhænger eller campingvogne må kun køre 50 km/t i bymæssig bebyggelse, 70 km/t på de øvrige veje, samt 80 km/t på motorveje. Når man krydser grænsen, er hastighedsbegrænsningerne skiltet. Udenfor bebyggede områder skal nærlyset/kørelys være tændt døgnet rundt.

Det er absolut forbudt at drikke alkohol, når man befinder sig i trafikken, promillegrænsen ligger på 0,0 ‰. Man kan risikere en konfiskering af kørekortet eller en stor bøde under den mindste påvirkning af alkohol. Det er kun tilladt at benytte håndfri telefoner under kørslen. Jernbaneoverskæringer må kun krydses i meget langsom fart.

VÆR OPMÆRKSOM PÅ: Man må kun køre ind i Budapest centrum i forretningsmæssig forbindelse.

Betalingsveje
Det er obligatorisk at være i besiddelse af en vignet på nogle af motorvejene omkring Budapest. Disse vignetter kan købes på grænseovergange ved IBUSZ kontorerne, på de tankstationer, hvor der står ‘matricavignette’, samt ved tilkørslen til betalingsmotorvejene (til 4 dage, 10 dage, en måned eller et år). Med vignetten følger et magnetkort, og på begge står bilens nummerplade. Ved kontrolposterne skal man fremvise magnetkortet. Der føres streng kontrol med vignetter, og bøderne er høje.

Brændstof
Benzin og diesel bliver solgt overalt. Blyfri kaldes for ‘Bleifrei’ eller ‘Ólommentes ‘. LPG gas kan købes på forskellige tankstationer, yderligere information om dette, kan fås hos MAK (Magyar Autó Klub).

Hvis uheldet er ude
I tilfælde af at bilen bryder sammen, eller man kommer ud for andet uheld på vejen, kan man tilkalde hjælp fra den ungarske automobilklub MAKs vejhjælp døgnet rundt på tlf. (06 1) 345 1755 (der tales engelsk og tysk) samt på tlf. 188. Alarmnummeret for politiet er 107, for brandvæsen er det 105 og for ambulance er det 104. Det generelle alarmnummer er 112.

Campere

Vær forberedt på, at selvom ungarske bade- og toiletbygninger er nogenlunde, så er de dog alligevel ikke helt på samme kvalitetsniveau som de danske. Man kan godt få fat i gas, men man skal selv have en udskiftningsventil med. Stikkontakterne er lig de danske.

Nyttige adresser

Ungarns Turistkontor
Vesterbrogade 6D
1620 København V
Tlf: 39 16 13 50
Internet: www.ungarn.dk

Den danske ambassade i Ungarn
Határőr út 37
H-1122 Budapest
Tlf: (+36 1) 487 9000 
I nødstilfælde: (+36) 30 201 7361
Internet: http://www.ambbudapest.um.dk/ 

I Ungarn
Ungarsk organisation for camping branchen: http://www.camping.hu/ (på engelsk, tysk og ungarsk).